Idan kortlægger projektet 'Let's Go!' i Fredericia Kommune
I samarbejde med Fredericia Kommune kortlægger Idrættens Analyseinstitut effekten af projektet ’Let’s Go!’, der har til hensigt at få flere børn på 5. årgang i Fredericia Kommune til at være aktive i idrætsforeninger.
*Undersøgelsen er afsluttet
I 2020 modtog Fredericia Kommune en bevilling fra Novo Nordisk Fonden til projektet Let's Go. Projektet er blevet iværksat for at styrke idræts- og foreningsdeltagelsen blandt elever i 5. og 6. klasse, idet mange børn stopper med at deltage i idrætsaktiviteter omkring 12-årsalderen. Samtidig viste en landsdækkende undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen i 2019, at mange børn bevæger sig for lidt.
Let's Go-projektet, som forløber fra efteråret 2022 til sommeren 2024, fokuserer på at skabe et mere aktivt fritidsliv for børn og unge i Fredericia Kommune. Gennem samarbejde mellem Fredericia Idrætsråd og de lokale skoler afprøves metoder til at motivere og fastholde børnene i foreningslivet. To centrale initiativer bliver implementeret, og fælles for begge er, at de skal flytte fokus fra konkurrenceelementet til bevægelsesglæde:
- Idrætsfestivaler: Her bliver lokale idrætsforeninger inviteret til at præsentere forskellige sportsgrene for eleverne i skoletiden.
- Let's Go-pas til 'Bland Selv Idræt': Dette idrætspas tilbyder tre gratis forløb á seks ugers varighed, hvor eleverne har mulighed for at sammensætte et personligt forløb med forskellige idrætsaktiviteter efter skoletid.
Idrætsfestivalerne og 'Bland Selv Idræt‘-forløbene bliver afholdt i to omgange: først i skoleåret 2022/2023, hvor eleverne går i 5. kasse, og igen i det efterfølgende skoleår 2023/2024, hvor de samme elever er rykket op i 6. klasse. I alt bliver der således afholdt to idrætsfestivaler og seks Bland Selv Idræts-forløb.
Evaluering af Let's Go
Idrættens Analyseinstitut (Idan) er blevet bedt om at evaluere effekten af Let’s Go-projektet. Evalueringen bliver udført over to omgange og dokumenteres i to rapporter:
- Midtvejsevaluering: Denne rapport giver en status på projektets fremdrift efter første del af projektet. Resultaterne baserer sig på de første to spørgeskemaundersøgelser og kvalitative interviews med 5. klasseelever og andre aktører. Evalueringen bidrager med vigtige indsigter til løbende justeringer af projektet.
- Afsluttende evaluering: Den afsluttende rapport præsenterer resultaterne fra den tredje spørgeskemaundersøgelse, der bliver gennemført blandt eleverne, når de går i 6. klasse. Rapporten giver et overblik over projektets samlede udvikling og effekten på børnenes deltagelse i foreningslivet.
Idans evaluering har fokus på, om projektets initiativer har haft en positiv indflydelse på børnenes motivation og deltagelse i idræts- og foreningslivet, og giver dermed et væsentligt grundlag for at vurdere effekten af Let's Go-projektet.
Projektet forventes afsluttet i efteråret 2024.