Idan

Idan undersøger, hvad der skaber trivsel for børn og unge i foreningsidrætten

Danmarks Idrætsforbund har bedt Idrættens Analyseinstitut om at lave et litteraturstudie om, hvilke faktorer og forhold der har betydning for børn og unges trivsel i foreningsidrætten.

*Undersøgelsen er afsluttet

Hvad har betydning for, om børn og unge trives i idrætsforeningerne? Og hvordan definerer man egentlig trivsel i en idrætssammenhæng? Det kommer Idrættens Analyseinstitut (Idan) i de kommende måneder til at dykke ned i, når de gennemgår, hvad forskningen viser om børn, unge og trivsel i foreningsidræt.

Litteraturstudiet skal være en del af fundamentet for Danmarks Idrætsforbunds projekt ’Fremtidens Idræt for Børn og Unge’ (FIBU), der er støttet af A.P. Møller Fonden og løber over de næste fem år.

Formålet med projektet er at skabe god trivsel i foreningsidrætten, og nogle af de konkrete mål er, at 50.000 flere børn skal dyrke idræt i landets idrætsforeninger, og at 80.000 trænere aflægger et såkaldt trænerløfte, der skal være med til at gøre trænerne bevidste om, hvordan man skaber et godt træningsmiljø.

Imidlertid mangler der viden om, hvilke faktorer der fremmer trivslen, ligesom der heller ikke er et samlet overblik over, hvad man allerede ved og ikke ved. DIF har nu bedt Idan om at skabe dette overblik for at identificere de forskellige elementer og faktorer, der både er en forudsætning for trivsel og skaber og fastholder trivslen blandt børn og unge i foreningslivet.

På baggrund af litteraturstudiet vil DIF efterfølgende udvikle en såkaldt trivselsmodel, der samler de forskellige faktorer, som ifølge Idans arbejde fremmer trivsel og kendetegner et godt idrætsmiljø.

Litteraturstudiet kommer til at undersøge følgende spørgsmål:

  1. Hvilke faktorer spiller ind i forhold til børn og unges trivsel i foreningsidrætten? 
    Idan ser både på baggrundsforhold, betingelser og sammenhænge, som for eksempel relationer, miljøet, de forpligtende fællesskaber, tryghed og konkurrence-struktur.

  2. Hvilke elementer påvirker, om børn og unge trives i idrætten? 
    Idan ser på indsatser, evalueringer, virkninger og effekten af forskellige interventioner og forsøg.

  3. Hvordan definerer man trivsel i en idrætsmæssig kontekst? 

Med udgangspunkt i den indsamlede litteratur, skitserer Idan skitserer en definition på, hvordan trivsel i foreningsidrætten kunne se ud.

Litteraturstudiet forventes færdigt i maj 2024.

Læs mere

Glade børn, der holder i hånd
Idan Artikel 04.09.2024
Nyt studie opsummerer, hvad der fremmer trivslen blandt børn og unge i foreningslivet
Drenge jubler til fodbold
Idan Artikel 19.12.2023
Litteraturstudie skal skabe fælles forståelse for, hvad der skaber trivsel for børn og unge i foreningsidrætten

Download litteraturstudiet

Glade børn, der holder i hånd
Idan Udgivelse september 2024
Trivselsfremmende elementer for børn og unge i foreningsidrætten