Fem bud på en fremtidsrettet statslig idrætspolitik

Netop i disse uger forhandler Folketingets partier om en ny finansieringsmodel for den statslige støtte til idræt og andre gode formål gennem de midler, der genereres via spil. Baggrunden for forhandlingerne er stagnation i Danske Spils overskud til udlodning til gode formål på grund af ændringer i danskernes spillevaner og øget konkurrence på et globaliseret online-spillemarked.

Ironisk nok skal fordelingen af indtægterne fra et spillemarked i forandring først og fremmest justeres for at sikre, at støttestrukturerne i idrætssektoren og på andre støttede områder kan fortsætte nærmest uforandrede. Regeringen gik ind til forhandlingerne med det erklærede mål at bevare DIF og DGI i førertrøjen og sikre, at især disse organisationer først og fremmest tilgodeses økonomisk i fremtiden trods de vigende indtægter fra spillemarkedet.

Alt tyder på bred politisk enighed om fremtidens støttemodel, men man bør allerede nu begynde forhandlingerne om næste justering af den statslige støttemodel til idrætten. Det er en politisk fejltagelse af de store at fastlåse den statslige støttestruktur til idrætten i mange år fremover.

Status quo i støttemodellen vil i praktisk betyde stagnation og tilbagegang for den idrætsdeltagelse og det foreningsliv, man så gerne vil styrke. Den danske idrætspolitiske tradition med at føre statens idrætspolitik gennem stærke idrætsorganisationer kan ikke længere stå alene, hvis den danske idrætssektor skal være rustet til at omfavne og udnytte de store teknologiske og organisatoriske omvæltninger, der uundgåeligt vil skylle ind over idrætten i de kommende år.

Behov for kursskifte hurtigt

Udviklingen går så hurtigt, at der er behov for et hastigt kursskifte i idrætspolitikken, så nye idrætsstrømninger, nye iværksættere og nye interessesammenslutninger i langt højere grad får mulighed for at opnå en vis grundlæggende støtte og idrætspolitisk opmærksomhed på linje med de centrale idrætsorganisationer.

DIF og DGI tager med deres fælles vision ’Bevæg dig for Livet’ i praksis hverken et tilstrækkeligt ansvar for den brede udvikling i idrætssektoren eller for deres egne foreninger. Tværtimod er de i færd med at udvikle sig til bureaukratiske og ineffektive konsulenthuse, der skygger for de mange iværksættere og innovatører, som i stadigt stigende grad bidrager til dynamikken i den danske idrætssektor. En større del af ’produktionen og produktudviklingen’ i idrætssektoren skal kunne lægges ud til nye aktører.

Det kritisable ved den førte politik er ikke, at to ofte kompetente idrætsorganisationer med historisk rod og tradition i foreningsidrætten har en rundhåndet finansiering. På mange områder – og især i international sammenligning – har DIF og DGI gjort det udmærket inden for deres traditionelle områder.

Det kritisable er, at der med visionen og det tættere samarbejde mellem DIF og DGI sker en helt uhensigtsmæssig koncentration af arbejdspladser og udviklingsmidler i de centrale organisationer. Det kan i lyset af den aktuelle udvikling i samfundet og idrætssektoren derfor ikke siges hårdt og advarende nok:

Den Vision, der egentlig skulle samle landet og skabe ekstra udvikling i idrætssektoren, gør i praksis det modsatte dernede, hvor idrætten ’produceres’: Den skaber ineffektive og unødigt dyre løsninger, forstærker interessemodsætningerne mellem idrætssektorens mangfoldighed af aktører og fjerner de lokale foreninger og de landsdækkende forbund fra deres historiske kerneopgaver.

Der vil stadig være plads til DIF og DGI, men i stedet for at se de mange nye aktører og udbydere i idrætssektoren som trusler mod ’forenings-Danmark’ bør en fremadskuende statslig idrætsstøtte i langt højere grad investere bredt i kreativiteten på tværs af sektoren gennem nytænkning i støttemodellen.

Fem forslag til ny fremadskuende idrætspolitik

Er det for sent at ændre kursen, eller hænger vi på en fejlagtigt udført Vision helt til 2025? Naturligvis er det aldrig for sent.

Det er ikke for sent for Folketingets ansvarlige partier at lægge nye tvungne serviceeftersyn af idrætspolitikken ind eller arbejde for en supplerende statslig idrætspolitik, som sikrer, at idrættens vækstlag kan få lov at flyve langt højere end i dag. Vi taler ikke om en økonomisk massakre på DIF og DGI. Vi taler blot om en struktur, der giver fair repræsentation og udfoldelsesmuligheder for nye strømninger og aktører.

Det er heller ikke for sent for topledelserne i DIF og DGI til af egen kraft at lægge kursen om og eksempelvis lægge en større del af midlerne og ’produktionen’ ud til mindre innovationsmiljøer, frem for den massive koncentration af arbejdspladser og udviklingsmidler, der p.t. sker i de centrale idrætsorganisationer.

Nedenfor følger fem overordnede bud på nye indsatsområder, der kan supplere det nuværende solide fundament for den danske idrætspolitik og skabe en mere fremadskuende og innovationsvenlig model (se forslagene i deres fulde længde i hovedanalysen):

1. Flere midler til innovation og iværksætteri nu

Både herhjemme og internationalt vokser en helt ny generation af iværksættere frem i forhold til at udvikle og omsætte nye teknologier i it, medier, sundhed, produktion osv. til attraktive og målrettede idrætsrelaterede produkter. Idrætsrelaterede iværksættere og innovatører skal understøttes bedre både af hensyn til kvaliteten af idrætsudøvelsen herhjemme og af hensyn til åbenlyse internationale vækstmuligheder for det unikke breddeorienterede danske idrætssyn. Vi skal skabe en struktur og et klima, der gør innovatørerne til potentielle samarbejdspartnere og ikke til konkurrenter for den produktudvikling, der i dag er alt for koncentreret på forbundskontorerne.

2. Mere objektive og let tilgængelige kriterier for idrætsstøtten

I dag anerkender alle aktører i idrætssektoren, at en mangfoldighed af forskellige aktører – også på centralt plan – bidrager til at aktivere danskerne. På lokalt niveau skyldes dynamikken i foreningslivet netop, at nye aktører/aktiviteter/foreninger efter objektive, velregulerede, men alligevel frie kriterier (folkeoplysningsloven) kan få plads og adgang til at udfolde sig og udfordre det bestående idrætslandskab.

På centralt niveau er det indbyrdes styrkeforhold mellem DIF, DGI og Firmaidrætten mejslet i granit uden objektive støttekriterier, og samtidig har nye aktører har alt for ringe vækstbetingelser i et idrætslandskab i hastig forandring.

Skab eksempelvis en uvildig sekretariatspulje, der efter objektive kriterier giver mulighed for en begrænset grundstøtte og bedre repræsentation til vigtige organisationer og interessesammenslutninger i idrætslandskabet. Skab desuden en støttemodel, hvor nye idrætsstrømninger efter objektive kriterier får mulighed for at opnå en vis starthjælp eller grundstøtte, uden at de nødvendigvis skal optages i eller føle interessefællesskab med DIF eller DGI.

3. Forsknings- og uddannelsesstrategi for idrætssektoren

Hvert år pibler nye idrætsrelaterede uddannelser i sportsmanagement, teknologi, pædagogik/undervisning, sundhed/bevægelse, idræt osv. frem uden tilstrækkelig strategisk sammenhæng mellem fremtidens idrætsrelaterede arbejdsmarked, uddannelsernes indhold og det forskningsbaserede grundlag. Man kan næsten gå så vidt som til at sige, at staten (ubevidst) investerer stort i at uddanne fremtidens innovative ledere og udviklere til idrætssektoren, mens den statslige idrætspolitik samtidig rent strukturelt gør livet unødigt surt for alle de nyuddannede, når de først har fået deres eksamensvis.

Der er rigtig god grund til at tage livtag med dette forhold og skabe en mere talentorienteret statslig idrætspolitik, hvor de fantastiske ressourcer af viden og ungdommelig iværksættertrang, som rent faktisk er til stede og yderligere på vej i fremtiden, opmuntres og udnyttes langt bedre. Der er behov for såvel strategisk tænkning som ressourcer til at understøtte forsknings- og undervisningstiltag på idrætsområdet.

4. Skab en permanent støttestruktur for de udsatte grupper i idrætten

Idrættens potentiale i forhold til sammenhængskraft, sundhed og forebyggelse, integration og inklusion osv. fremhæves ofte – og med rette. Men samtidig er der en voldsom social skævhed i idrætsdeltagelsen og en mangel på vedholdenhed og forankring i indsatserne for mange grupper af udsatte af vidt forskellig karakter.

Der er behov for et ’Team Danmark’ for udsatte, som har midler til at understøtte, forankre og udvikle indsatser for socialt udsatte gennem idrætten i samspil med kommuner, idrætsorganisationer, lokale foreninger, det brede civilsamfund, private udbydere, fonde osv.

5. Spil regeringen mere på banen i idrætspolitikken

Idrætssektoren har brug for en central aktør med ressourcer til at agere og reagere strategisk på en forandringsproces idrætssektoren, som kun lige er begyndt. Der er brug for en uvildig aktør – og ikke et monopol af statsstøttede interesseorganisationer – til at stå i spidsen for en vision, der for alvor kan fremtidssikre den danske idrætssektor.

Pt. går den statslige idrætspolitik desværre i den stik forkerte retning. Statens (her Kulturministeriets) rolle og ressourcer udvandes til fordel for stadigt stærkere interesseorganisationer, som sidder tungt på personaleressourcer og økonomiske ressourcer.