Idan Artikel 21.11.2014

Nyt center med fokus på idræt, bevægelse og læring

Et nyt Forsknings- og Innovationscenter for Idræt, Bevægelse og Læring holder åbningsseminar i Odense den 4. februar.

Skrevet af: Henrik H. Brandt

Folkeskolereformens fokus på fysisk aktivitet som et vigtigt element i læringen kræver mere viden om, hvordan hjerne og krop i praksis kan spille sammen i skolehverdagen, og hvordan bevægelse bedst muligt kan implementeres i lærernes og elevernes hverdag og fremtidige uddannelser på området.

Derfor har University College Lillebælt og Syddansk Universitet etableret et fuldt integreret fem-årigt samarbejde om et ny Forsknings- og Innovationscenter for idræt, Bevægelse og Læring (www.fiibl.dk), som skal producere og formidle ny praksisnær viden om idræt, bevægelse og læring.

Det nye center holder åbningsseminar, den 4. februar 2015.  Seminaret er for alle, der arbejder med idræt, bevægelse og læring. Seminaret henvender sig i særlig grad til forskere, undervisere og konsulenter samt ledere fra såvel den offentlige som den frivillige sektor. Formålet er at inspirere til udveksling af erfaringer og synspunkter vedrørende børn og unge i bevægelse – for på den måde at styrke udvikling af forskning, innovation og uddannelse på området.

Centerleder for FIIBL bliver lektor Thomas Skovgaard fra Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet i Odense.

Seminaret holdes i University College Lillebælts lokaler i Kongressalen i Asylgade 7-9 i Odense, den 4. februar kl. 11-15. Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding her.

Læs mere